Almene boliger med solceller og batteri
Bebyggelsen Fjordudsigten rummer 80 energivenlige almene boliger, boliger, som indgår i naturbydelen Ringkøbing K. Boligerne er fordelt på fem forskellige boligtyper i henholdsvis ét eller to plan på mellem 80-115 kvm.
Byggeriet er designet efter passivhus-plus-principper og boligerne producerer mere energi, end de forbruger. Det er opført som en kompakt bebyggelse for at mindske overflade og dermed varmetab, og orienteringen af vinduer er optimal i forhold udnyttelse af sol og dagslys.
Solceller kombineret med flowbatteri
Der er monteret solceller på de flade tage, som dækker boligernes varme- og energibehov, og ved hjælp af et flowbatteri er det muligt at lagre overskudsstrøm.
Boligerne er forsynet med et kompakt anlæg med integreret ventilationsanlæg og varmepumpe. Anlægget udnytter rumoverskudsvarme til varmtvandsproduktion, og varmepumpen overfører energi til varmluft som den primære energikilde til rumopvarmning.
Ved at skærpe fokus på energieffektivitet fra start er det lykkedes at reducere boligernes CO2-udledning, så den er 74% mindre end bygningsreglementets krav i 2023. LCA-beregningen viser, at boligerne har en CO2-udledning på blot 3,1 kg CO2 /m² pr. år.
FAKTA
Lokalitet
Strandvejen 2, 6950 Ringkøbing
Bygherre
Ringkøbing-Skjern Boligforening
Rådgivere
Bjerg Arkitektur A/S
https://bjerg.nu/project/fjordudsigten/
Foto
Bjerg Arkitektur og Naturbydelen.dk